Medlem nummer 500 er netop blevet meldt ind i klubben 21/08-2012 13:21
Vi ved godt, at vore medlemsnumre har passeret 1000, men der kommer og går jo altid nogen. Og så startede man ved nummer 100 …

Men i torsdags, da vi opdaterede listen med aktive medlemmer, kom indmeldelsen af nummer 500.

Den heldige blev Hanne Christensen, Sundby, da hun opgraderede medlemsskabet til et familiemedlemsskab.

Vi har jo ikke tradition for store præmier, men bestyrelsen besluttede tidligere på året, at medlem nummer 500 ville få første års medlemskab GRATIS.

Jeg håber naturligvis, at Hanne kommer til næste klubaften den 13. september, så vi kan få sagt pænt velkommen og tillykke.



Transport til og fra julefrokosten 21/08-2012 07:22
Da vi jo i år har flyttet julefrokosten til Ebsens hotel i Maribo, vil det jo for nogen være nærliggende at benytte de offentlige transportmuligheder til og fra, derfor har jeg lavet lidt benarbejde med hensyn til køreplaner m.m.:

Rute 716:
Afgang Nakskov st. 16.40, Rudbjerghallen 16.50, Dannemare 16.57, Græshavevej (over for 50) 17.02, Hvilested 17.07, Vejleby 17.13, Brandstrupvej (v/branddam) 17.20, Skørringevej 17.26, Hillested (Rødbyvej) 17.30, ankomst Maribo 17.38 (stå evt af ved Superspar)
Retur fra Maribo st. 20.48 og 22.48

Rute 720
Afgang Rødby Færge 16.58, Rødbyhavn v/brugsen 17.01, Lalandia 17.06, Rødby Rutebilst. 17.21, Maribo landevej 17.23, Hillested (Rødbyvej ovf. 78) 17.28, ankomst Maribo 17.38 (stå evt af ved Superspar)
Retur fra Maribo st. 20.47, 21.47, 22.47 og 23.47

Rute 723
Afgang Holeby rutebilst. 17.19, Holeby skole 17.22, Søholtvej 17.26, ankomst Maribo st. 17.36 (stå evt af ved Superspar)
Retur fra Maribo st. 20.48, 21.48 og 22.48

Rute 725
Afgang Kragenæs havn 17.00, Birket 17.03, Hejringe 17.06, Saltvig 17.09, Keldernæs 17.11, Blans 17.14, Reersnæs 17.17, Bandholm st. 17.21, Skibevejen 17.25, ankomst Maribo st. 17.34 (stå evt af ved Superspar)
Retur fra Maribo st. 20.50 og 22.50

Rute 780
Afgang Tårs færgehavn 16.12 (17.12), Nakskov st. 16.25 (17.25), Halsted kirke 16.34 (17.34), Vesterborg kirke 16.39 (17.39), Stokkemarke 16.49 (17.49), Nørreballe 16.52 (17.52), ankomst Maribo st 17.04 (18.04) (stå evt af ved Superspar) tallene i parentes er for dem som godt vil komme en smule for sent!!!
Retur fra Maribo st. 20.47 og 22.47

Der ud over kører Regionstog:
Fra Nakskov 17.19, Avnede 17.22, Søllested 17.28, Ryde 17.34 med ankomst Maribo 17.42
Fra Nykøbing F 17.19, Øster Toreby 17.22, Grænge 17.27, Sakskøbing 17.35 med ankomst Maribo 17.43
Husk at benytte passagerknap i Avnede, Ryde, Grænge og Øster Toreby!

Kommer du f.eks fra Nysted, Døllefjelde eller Falster så send mig en mail, og jeg vil prøve at finde ud af, hvilke muligheder du har.

Med hensyn til billetpriser så er her lidt eksempler:
Fra Nakskov/Nykøbing F. til Maribo er der 4 zoner hvilket svarer til 48,00 kr
Fra Kragenæs/Søllested/Grænge er der 3 zoner hvilket svarer til 36,00 kr
Fra Rødbyhavn/Rødby/Holeby/Sakskøbing er der 2 zoner hvilket svarer til 24,00 kr
Ovenstående priser er for en enkelt, og der er ikke mulighed for retur eller pensionistbillet!
Billetter til bussen købes ved ombordstigning, men til toget skal du købe dem i automaterne på perronerne, hvor du kan bruge mønter og dankort. En anden mulighed, er at bruge din mobiltelefon til at købe billetten med, det er en smule komplekst, men kan sagtens lade sig gøre, hvis man følger opslaget på stationerne.

Har du andre spørgsmål vedr. ovenstående er du meget velkommen til at kontakte mig

Med veteranhilsen
Søren Rubæk Jensen
>mail:soeren@lolland-falsters-veteranklub.dk



Så er veteranNyt 89 klar her på hjemmesiden 20/08-2012 21:56
Når du er medlem af vores klub og har betalt dit kontingent, så kan du allerede fra i dag, se klubbladet.

Det vil sige, du logger ind med det nummer, som står bag på sidste klubblad eller du har fået det i forbindelse med din indbetaling.

Herefter går du ind under "For Medlemmer" og "Klubblad".

Det nyeste blad ligger øverst.

Den trykte udgave forventes af blive afleveret hos PostDanmark fredag eller lørdag den 24. eller 25. august.


Så er priserne fra Aalholm klar! 13/08-2012 16:30
Det er lykkedes at finde priserne på de biler, der blev solgt på Aalholm den 12. august 2012. Her er listen som >regneark og som >pdf.


Vi kryber lidt uden for Lolland og Falster 12/08-2012 16:29
Under "Diverse" og "Presse" har jeg netop lagt en pressemeddelelse ud om vores klub.

Den er sendt til diverse medier, og de første journalister har vist interesse.

Det bliver spændende at se responsen.


Grillen tændes til Høstturen 19. august 27/07-2012 01:09
Når vi vender tilbage til klubhuset efter Høstturen, tændes der op i grillen. Derfor behøver den medbragte mad ikke at være den sædvanlige picnickurv, men kan tilpasset muligheden for at grille.

For at I ikke skal have madvarerne med rundt på turen, kan i få dem opbevaret i Oles køleskab.

Vores grillmester Henrik vil købe og sælge et mindre antal pølser til dem, som efter at have fortæret spegepølsen og leverpostejen fristes af grillduften - men det er kun tænkt som supplement - ikke som dagens menu. Den kan du nemlig helt selv bestemme.

Husk passende tilbehør - også knive, gafler og grilltang.

Husk tilmelding enten her på hjemmesiden eller til Bruno Bech-Jensen 40 38 65 63 senest 12. august.


Træf i Burg på Fehmarn 19/07-2012 16:52
Så er det lykkedes os at få lov til at være med til Oldtmertreffen i Burg på Fehmarn. Det sker den 8. september - og mødestedet er Rødbyhavn færgehavn.

Programmet kan du se under vores køreplan under "for medlemmer".

Der er tale om et eendagsarrangement, som forhåbentlig kan være med til at knytte tættere bånd mellem Fehmarn og Schleswig-Holstein på den ene side og Lolland-Falster på den anden side.

Der er ingen tilskud fra klubben, og der er ingen særlige rabatter fra Scandlines (desværre), ud over den sædvanlige en-dagsbillet til 499,00 kr.


Så kom kataloget om Aalholm-auktionen den 12. august 2012 12/07-2012 17:07
Her en måned før auktionen er katalogerne endnu ikke kommet ud af trykkemaskinen, men den digitale version er tilgængelig.
Det komplette katalog (160 MB) her




Veteranerne mødes på Lungholm Slot 10/07-2012 17:25
Lolland-Falsters Veteran Klub har tradition for at være meget synligt – også i sommerlandet.

I år får såvel turister som fastboende mulighed for at hilse på repræsentanter for klubbens 500 medlemmer, når de mødes på Lungholm Slot.

Det sker lørdag den 28. juli 2012 i tidsrummet kl. 10-13. Der er gratis entré ligesom der er mulighed for at komme helt tæt på det smukt restaurerede slot, som også kan lejes til fester, konferencer m.m.

Og i anledning af klubbens træf foran det smukke slot har ejeren, Nicolas baron deBertouch-Lehn, lovet at vise gæster rundt på sit slot. Denne rundvisning finder sted kl. 10:30 og kl. 12:30 og varer ca. 2 timer. Rundvisningen koster 100 kr. pr. person og der er begrænset antal pladser – 40 pr. rundvisning.

Kommer man i et gammelt køretøj (minimum 25 år) kan man slutte sig til de udstillede biler ved at kontakte et af klubbens medlemmer.

Har man selv bord og stole med kan man mod at udvise respekt for området få lov til at nyde sin medbragte frokost.

Herskabsstalden vil ikke servere eller sælge noget denne dag.



Erik og Hanne i lørdags avisen 06/07-2012 06:31
Læs Folketidende lørdag den 7/7-2012.

Der er en hel sides artikel med Hanne og Erik, hvor de fortæller om deres ulykke.her

mvh
René


<< < 16 17 18 [19] 20 21 22 > >>